Individuation er Jungs betegnelse for selvrealisering eller selvvirkeliggørelse. Han sagde, at individuationsprocessen er hans begreb for ”at blive hel” (ty: Ganzwerdung).

Mit bidrag i denne fremstilling er en gennemgang af nogle vigtige indfaldsvinkler til emnet i Jungs værker. Da jeg utallige gange har set forvrængede versioner af Jungs tanker, dokumenterer jeg gennem hele fremstillingen, at det rent faktisk er Jungs synspunkter, jeg gengiver. Det sker ved hjælp af citater fra og henvisninger til skriftlige kilder fra hans egen hånd. Denne e-bog kan derfor også anvendes til studiebrug.

I mit liv med studier af og undervisning i Jungs teorier oplevede jeg i 1970’erne og 80’erne, at ord som ”selvrealisering” og ”selvudvikling” var plusord, og at Jungs erfaringer og teorier på området var i høj kurs.

I de senere år har ordene ofte fået en negativ ladning. Der sker typisk hos intellektuelle personer, der harcelerer over andres hang til selvrealisering. Førstnævnte hævder, at sidstnævnte er optaget af sig selv på bekostning af deres sociale relationer. For kritikerne er selvudvikling lig med selvoptagethed og egoisme.

Jungs psykologi er også blevet ramt af denne form for kritik. Det blev den også i hans egen tid. Til det formål er der konstrueret utallige ”stråmænd” af Jungs teorier. Jeg forsøger undervejs i fremstillingen at aflive nogle af de mange forvanskninger af Jungs opfattelse af individuation.

Jungs tanker og erfaringer på området er stadig væk aktuelle, fordi der til alle tider har været mennesker, der reflekterer over deres individualitet og identitet. Det sker også i dag på trods af bedrevidende teorier eller ligefrem moraliserende fordømmelser fra meningsdannere – især inden for teologi og psykologi.

I stedet for at lade sig snakke væk fra det ældgamle spørgsmål om ens identitet gør man af hensyn til sit sjælelige velbefindende klogt i at beskæftige sig med det, når det dukker op for én. Målet for Jung og mange andre (som fx Søren Kierkegaard) har aldrig været at finde et endegyldigt svar – det er selve refleksionsprocessen, der er vigtig.

Hvis man følger Jungs ideer i denne proces, fører det ikke til selvoptagethed, men til en mere intens relation til andre mennesker. Individuation indbefatter ifølge Jungs menneskesyn på én gang ens eget indre sjæleliv og den ydre relation til andre.

Fremstillingen er bygget sådan op, at først bliver Jungs forståelse af begreberne om individ, individualitet og individuation defineret og sat i relation til hans opfattelse af den enkeltes placering i samfundet og andre fællesskaber.

Dernæst handler fremstillingen om forskellige stadier i individuationsprocessen, hvor jeget bevæger sig frem mod erfaringen af selvet. Det centrale i denne proces er, at jeget lærer at acceptere, at det ikke længere er enehersker i det sjælelige univers, men må leve med en anerkendelse af de ubevidste komplekser, der hidtil har været undertrykt og fortrængt, herunder de ubevidste indhold, som Jung med symbolske begreber kaldte skyggen, anima og animus.

I den efterfølgende gennemgang af Jungs opfattelse af individuationsprocessen står de erfaringsmæssige, herunder religiøse aspekter, centralt. Bevidstgørelsen og foreningen af modsætningerne i psyken udfordrer ifølge Jung først og fremmest et menneskes etiske beslutningskraft.

Afslutningsvis behandler fremstillingen Jungs erfaring med, at individuationsprocessen kun kan udtrykke sig ved hjælp af symboler. Dette har ført hans forskning ind i at finde paralleller til det symbolske materiale,a han har set i individuationsprocessens drømme og fantasier. Det drejer sig bl.a. om materiale fra religionshistorien, den middelalderlige alkymi og folkeeventyr. Som eksempel på sidstnævnte gennemgås Jungs tolkning af Grimm-eventyret Ånden i flasken (som er gengivet i et tillæg).